Af Majken Eliasen
Mediehusenes freelancekontrakter er som et dejligt tag-selv-bord for udgiverne. De kan vælge de retter, de bedst kan lide, og spise dem igen og igen uden at betale ekstra for maden eller kokkens arbejdstid. Eller med andre ord: når du først har skrevet under på en freelancekontrakt, så kan mediehuset genoptrykke dine værker igen og igen uden at spørge om lov. De kan også gemme dit værk i ti år for at udgive det i et medie, der slet ikke er opfundet endnu.
Freelancekontrakterne har eksisteret i mange år, men er med årene blevet mere vidtrækkende, og har medført væsentligt ringere vilkår for freelancere og selvstændige end tidligere. Samtidig er honorarene blevet langt lavere. FreelanceGruppen anbefaler, at du tager kontakt til DJ eller Freelancegruppen, før du underskriver en kontrakt.
Husk også, at kontrakterne er til forhandling. Også selv om mediehusene siger noget andet. Når én freelancer lykkes med at forhandle en kontrakt til det bedre, kan det fungere som en løftestang for andre freelancere til at komme igennem med nogle krav i en forhandling. Men hvad står der egentlig i kontrakterne, og hvilke konsekvenser kan det få for dig og dine kilder?
Her er tre ting, du skal være særligt opmærksom på, hvis du bliver præsenteret for en kontrakt:
1. Hvordan sikrer du hensynet til dine kilder?
Det er stadig dig, der skal sikre kildens rettigheder, og sørge for, at dine kilder er trygge. Det kan være svært, når du ikke ved, hvor eller hvornår dit stof kan blive genbrugt. Det kan koste dine kilders tillid til dig, og i værste fald kan et tillidsbrud mellem en kilde og en freelancer ende i et civilt søgsmål. Forklar derfor altid kilden, hvad videreudnyttelse kan betyde i praksis. Eller endnu bedre: sørg for at forhandle den del af kontrakten, hvis du arbejder med personfølsomt stof.
Prøv at få begrænset videreudnyttelsen så meget, som du kan. Du kan også stille krav om, at stoffet ikke må videreudnyttes på medier, der ikke eksisterer endnu.
2. Hvem har ret til at sælge dit stof?
Begrænsningen af videreudnyttelsesretten behøver ikke kun dreje sig om kildens behov. Det kan også være, at du gerne selv vil bevare ophavsretten til den del af dit stof. For eksempel hvis du senere vil udgive stoffet i bogform.
Ifølge ophavsretsloven har du som ophavsmand rettighederne til dit eget materiale. Det er rettigheder, du kan videresælge ved at dele dem op på flere mulige måder, fx. geografisk, tidsmæssigt, til papir eller digitalt. Når du underskriver en freelancekontrakt, overdrager du visse af dine udnyttelsesrettigheder til mediet. Ifølge ophavsretslovens paragraf 3 må dit stof aldrig blive brugt i en krænkende sammenhæng. Mediet må f.eks. ikke bruge det til politisk, religiøs eller kommerciel brug, men de mange redaktionelle udnyttelsesrettigheder overdrager du til mediet, hvis du skriver under.
Sådan kan det se ud i kontrakten
”Ved nærværende aftale overdrager Leverandøren den fulde brugsret til det tilbudte redaktionelle materiale til AM (Aller Media, red.), som ud over at kunne bruge det redaktionelle materiale i AM, også ubegrænset og vederlagsfrit kan overdrage/sælge det tilbudte redaktionelle materiale – til virksomheder inden for AH (Aller Holding, red.) i Danmark – som kan bruge det tilbudte redaktionelle materiale i alle former for medier, det være sig p.t. kendte som ukendte medieformer, herunder – men ikke begrænset til – printmedier, digitale medier og elektroniske medier.”
Kilde: Kontrakt fra Aller Media
3. Hvor ender dit materiale?
Som udgangspunkt giver du mediehuset ret til at sælge dine artikler videre - uden at du får ekstra betaling for det. Det betyder, at et foto, du har taget, pludselig kan dukke op i et norsk blad, eller at en artikel, du har skrevet, pludselig dukker op i et andet dansk medie, som du ikke selv har solgt artiklen til. Når du får en kontrakt i hånden, er der en række ord eller formuleringer, som du skal være særligt opmærksom på.
Freelancegruppen har bedt DJ’s advokat Anders Sevel Johnsen om at vurdere to freelancekontrakter fra henholdsvis Benjamin Media og Aller koncernen, og pege på et punkt i hver, der er særligt problematisk.
Sådan kan det se ud i kontrakten
"(Mediets navn) kan oversætte indhold m.v. med henblik på offentliggørelse i udlandet, ligesom (mediets navn) kan overdrage og sælge rettighederne til tredjemand. (Mediets navn) er således berettiget til en hvilken som helst brug og anvendelse af det af Leverandøren for Benjamin producerede redaktionelle materiale."
Kilde: Kontrakt fra Benjamin Media
Det mener advokaten:
"Det er grænseoverskridende, når der står, at de kan '...overdrage og sælge til tredjemand...'. Det er en speciel konstruktion, at man leverer noget til Benjamin Media, som så ikke er den reelle aftager. Mediet kan overdrage det til hvem, de vil, og det er uden tidsbegrænsning. Udfordringen er ikke kun, at aftalen er evigt gældende, men mere at mediet kan overdrage til enhver - og at du som journalist eller fotograf ikke kan sige, at det ikke må videreudnyttes. Det krænker freelancerne som faggruppe, hvis der kommer en udbredt opfattelse i befolkningen af, at du aldrig kan vide, hvor det, du har krænget dit hjerte ud med, kommer til at stå, eller i hvilken forbindelse dit foto vil blive bragt. Det er et stort problem."
Sådan kan det se ud i kontrakten
"Ved Aller Holding A/S (herefter kaldt AH) forstås virksomheder, hvoraf mindst 50 % ejes direkte eller indirekte af AH. Til AH regnes endvidere de til enhver tid værende virksomheder, hvormed AH virksomheder – direkte eller indirekte – har indgået et samarbejde, et forretningsmæssigt samarbejde eller har etableret en strategisk alliance. AH udøver p.t. virksomhed i Danmark, Sverige, Norge og Finland. Evt. senere tilkommende lande vil også være omfattet af denne aftale og begrebet AH."
Kilde: Kontrakt fra Aller Media
Det mener advokaten:
"Der er flere medier, som har ret til intern videreudnyttelse inden for koncernen, eller i hvert fald inden for samme selskab, men her har man taget skridtet videre og sagt 'forretningsmæssigt samarbejde' og 'strategiske alliancer'. En koncern er et juridisk begreb, men et 'forretningsmæssigt samarbejde' og en 'strategisk alliance' kan være alt muligt. Der skal formentligt ikke særligt meget til, inden mediet kan påstå, at der er en alliance eller et samarbejde. Barren er lavere for hvornår, noget er en alliance eller et samarbejde, end hvornår noget hører ind under en koncern. Herudover kan nye virksomheder komme til løbende, så du aldrig ved, hvor dit materiale kan ende."
Her kan du finde mere hjælp og viden