Fremover kan både organisatoriske medlemmer (O-medlemmer) og interessemedlemmer (I-medlemmer) stille op til bestyrelsen og stemme under generalforsamlingen. Hidtil har det kun været O-medlemmer, der havde valgbarhed og stemmeret.
Ændringen betyder, at over 250 I-medlemmer, som allerede deltager aktivt i FreelanceGruppens aktiviteter og fællesskab, nu får mulighed for at få direkte indflydelse på gruppens arbejde.
Formålet med ændringen er blandt andet at gøre det lettere for medlemmer, der er organisatorisk tilknyttet andre faglige grupper eller arbejdspladser, men arbejder som freelancere, at engagere sig i FreelanceGruppen.
Under generalforsamlingen blev der stillet kritiske spørgsmål til forslaget. Flere deltagere pegede på, at ændringen i princippet kan føre til, at hele bestyrelsen består af I-medlemmer. Det er primært relevant i forbindelse med DJ's delegeretmøde, hvor man vælges som delegeret i den gruppe, hvor man er O-medlem. Forslaget blev dog vedtaget.
Studerende i bestyrelsen som observatør
Generalforsamlingen vedtog også en anden vedtægtsændring, der giver bestyrelsen mulighed for at invitere en repræsentant for studerende fra medieuddannelserne til at deltage i bestyrelsens arbejde som observatør uden stemmeret. Repræsentanten udpeges af Danske Mediestuderende.
Formålet er at styrke forbindelsen mellem FreelanceGruppen og studerende på vej ind i mediebranchen. Stadigt flere nyuddannede starter deres arbejdsliv som freelancere, og ved at inddrage studerende tidligere kan FreelanceGruppen både give indsigt i freelancelivet og samtidig blive klogere på de vilkår og udfordringer, som kommende freelancere møder.
Begge vedtægtsændringer trådte i kraft med øjeblikkelig virkning.
Læs de vedtagne forslag
Forslag til ændring af FreelanceGruppens vedtægter om valgbarhed og stemmeret
Forslag om vedtægtsændring vedrørende studenterobservatør

