Stil op til bestyrelsen i 2026

Publiceret 10-02-2026
Nyhed

Vil du vil kæmpe for bedre vilkår for dig selv og andre freelancere og selvstændige i medie- og kommunikationsbranchen? Så stil op til FreelanceGruppens bestyrelse.

Tegning: Fritz Ahlefeldt

Af FreelanceGruppen

Vi har især brug for dig, der brænder for fagligt arbejde, for dig der har lyst til at være en af FreelanceGruppens ambassadører mod omverdenen og medlemmerne, for dig, der gerne vil lære, hvordan du skaber fællesskaber og organiserer dine freelancekolleger, og for dig der har lyst til at gøre en indsats for at fremme solo-selvstændiges interesser.

I FreelanceGruppens bestyrelse arbejder vi kollektivt og konstruktivt. Alle bestyrelsesmedlemmers indsats tæller, nye ideer og initiativer bydes velkomne, den enkelte opmuntres til at arbejde med det, der giver dem mest glæde, samtidig med at vi løfter i flok. Vi er en arbejdende bestyrelse, og det er et sjovt og givende arbejde, hvor din indsats bliver påskønnet.

Vi bestræber os på at varetage den store bredde af interesser og fagligheder i vores medlemsgruppe og på at understøtte kollegafællesskab blandt freelancere og selvstændige. Lige nu er der en overvægt af skrivende journalister i bestyrelsen, og derfor opfordrer vi særligt jer, der arbejder visuelt og med lyd og kommunikation til at stille op.

Hvis du er skrivende journalist og brænder for fagligt arbejde, skal du selvfølgelig ikke afholde dig fra at stille op. Uanset hvem, vi er i bestyrelsen, forsøger vi at tilgodese alle typer af freelancere og selvstændige, men man kommer ikke uden om, at det betyder noget, hvilke erfaringer fra eget arbejdsliv, der er repræsenteret.

Sådan foregår bestyrelsesarbejdet

Som bestyrelsesmedlem arbejder du ud fra FreelanceGruppens arbejdsprogram, der hvert år bliver vedtaget af Generalforsamlingen. FreelanceGruppen holder heldags-bestyrelsesmøder seks gange om året og et bestyrelsesseminar over to dage. Det er produktive møder, hvor vi får noget fra hånden i fællesskab, følger op på igangværende opgaver, diskuterer fagpolitik og sætter nye skibe i søen. 

Mellem bestyrelsesmøderne arbejder vi i arbejdsgrupper med alt fra kursusplanlægning til freelancekluborganisering, overenskomstforhandlinger, netværksmøder og produktion af vores nyhedsbrev. 

Du får kompensation for dit bestyrelsesarbejde

Du skal kunne afsætte disse otte dage om året – som bliver kompenseret med tabt arbejdsfortjeneste (kr. 2.858,92 om dagen i 2025) – samt kunne lægge ca. en frivillig dag om måneden til fagligt arbejde.

Derudover fordeler vi internt i bestyrelsen konkrete arbejdsopgaver, som i et vist omfang kan kompenseres med samme takst som ovenfor. De opgaver fordeler vi efter tid og kompetencer, så ingen bliver overbebyrdede, og vi alle kan passe vores forretning ved siden af.  

Vi ved, at man i nogle perioder harmere tid til det faglige arbejde end i andre perioder. Vi løfter i flok og tager hensyn til den enkeltes tilværelse som freelancer eller selvstændig. 

Sådan stiller du op

Hvis du har fået lyst til at stille op, kan du gøre det på dagen helt ind til valget går i gang. På dagen præsenterer alle kandidater sig selv foran de fremmødte medlemmer – varighed ca. 2 minutter.

Har du lyst til at præsentere dit kandidatur på forhånd, kan du sende en kort tekst om dig selv, din baggrund og hvad du vil arbejde for i FreelanceGruppens bestyrelse. Teksten må være max 2.000 anslag inkl. mellemrum. Medsend gerne et billede (husk at angive, hvem der skal krediteres for dit foto.).

Du kan også sende din opstilling i lyd eller som en (audio)visuel præsentation. Hvis du ønsker det, så kontakt webredaktion@freelancegruppen.dk, så vi kan koordinere, i hvilken form materialet afleveres, så det teknisk kan fungere på vores hjemmeside.

Er du forhindret i at møde op, kan du sende din opstilling og en fuldmagt til en fra bestyrelsen, og så vil den blive præsenteret for forsamlingen.

Stiller du op til bestyrelsen, selvom du er forhindret i at komme til generalforsamlingen, så giv gerne besked til forperson@freelancegruppen.dk.

Ønsker du at have en præsentation af dit kandidatur på vores hjemmeside, er deadline for indsendelse af materiale den 6. marts 2026. Materialet sendes til webredaktion@freelancegruppen.dk.

Vi håber, at du har lyst til at stille op. Vi har brug for alle gode kræfter.