De seks arketyper beskriver forskellige positioner i freelancelivet:
Den ufrivillige freelancer er stadig ved at skabe et sikkert fundament og har især brug for tryghed, kunder og overblik over økonomi og rettigheder.
Den frie fagperson er drevet af sit fag og ønsket om selv at vælge opgaver, kunder og arbejdsliv.
Forretningsbyggeren ser sin freelancevirksomhed som en forretning og arbejder målrettet med salg, priser, produkter og vækst.
Husfreelanceren eller fastlanceren har én eller få store kunder og søger ofte bedre vilkår og mindre økonomisk afhængighed.
Kombinatøren sammensætter sit arbejdsliv af flere indkomstformer, eksempelvis lønarbejde, honorarer, undervisning og opgaver gennem egen virksomhed.
Projektmageren eller skaberen er drevet af egne idéer som bøger, podcasts, dokumentarer, undersøgende projekter eller udstillinger.
Arketyperne er ikke faste kasser. Du kan sagtens genkende dig selv i flere typer, og din primære type kan ændre sig gennem arbejdslivet. Måske er du både kombinatør og projektmager – eller fri fagperson med ambitioner om at blive forretningsbygger.
Testen nedenfor giver et bud på, hvilken arketype der fylder mest i dit freelanceliv lige nu. Du får også vist din sekundære type og forslag til kurser, der kan passe til dine aktuelle behov.

