Mange af FreelanceGruppens medlemmer er produktive og kreative sjæle, der på et eller andet tidspunkt selv kommer i praktisk berøring med bogens verden, og Forfatterlounge prøver at komme dem i møde med en bred vifte af kurser indenfor idéudvikling, skrivning, markedsføring, selvudgivelse, forlagskontakt og salg.
Intet er for småt eller for stort til Forfatterlounge, og kurserne ledes lige så ofte af loungens egne medlemmer, der deler deres erfaringer, som af inviterede fagpersoner udefra. For det meste består loungen af et enkelt foredrag om et specifikt emne, og nogle gange indledes den af et kollegialt oplæg, hvor en af loungens medlemmer fortæller om sin egen, nyudgivne bog.
Uformel lounge for forfattere
Det ligger i ordet 'lounge' at tonen er uformel, og efter kurset plejer vi at nyde en sandwich sammen, inden folk tager videre. Loungen afholdes i DJ's lokaler og ligger for det meste fra klokken 17-19 alt efter indholdets længde, og er gratis for medlemmer af Freelancegruppen og DJ. Folk, der ikke er medlemmer, kan også deltage, men til en pris, du kan se, når det aktuelle kursus lægges i kursuskalenderen.
Forfatterloungen administeres til daglig af Cecilie Marie Meyer, der er medlem af Freelancegruppens bestyrelse. Har du et forslag til en lounge, har du selv noget, du gerne vil dele i loungen -eller har du måske lige udgivet en bog, som du gerne vil fortælle om overfor gruppens medlemmer, så skriv til Cecilie på mb@freelancegruppen.dk
Forfatterloungen har desuden profilen 'Freelancegruppens Forfatterlounge' på Facebook for medlemmer af Freelancegruppen, hvor vi løbende deler inspiration, erfaringer, spørger hinanden til råds og debatterer om bøger.
Medlemmer skal være forfattere - eller i gang med at skrive
Mens alle kan deltage i Forfatterloungens fysiske kurser, skal man imidlertid være igang med eller mindst have udgivet én bog for at blive medlem af Facebook-gruppen. Man behøver altså ikke være skribent for at være med i gruppen - også layoutere, kommunikatører, fotografer, etc. er velkomne, så længe de er eller har været involveret i et bogprojekt.
Alle, der søger om optagelse på Facebook, skal kort beskrive deres bogrelaterede CV og evt. sende fotos af omslag, kolofon eller lignende, som dokumentation til administrator på mb@freelancegruppen.dk.

