Bedre barselsvilkår for kombinatører er rykket et vigtigt skridt op ad den politiske dagsorden. I den nye regeringens regeringsgrundlag står der nu, at regeringen vil "se på modeller for barsel mv. til arbejdstagere, der har en sammensat indkomst (kombinatører)."
Det vækker glæde hos Dansk Journalistforbund – Medier og Kommunikation.
"Jeg er virkelig glad for, at formuleringen om barselsdagpenge til kombinatører er kommet med i regeringsgrundlaget. Det virker som om, at politikerne tager problemet seriøst," siger DJ's næstforperson Lise Møller Schilder.
DJ har sammen med 28 andre organisationer, primært inden for kreative brancher, været en del af Barselsalliancen, som har sat fokus på de udfordringer, mange kombinatører møder, når de går på barsel. Alliancen har blandt andet peget på, at mennesker med sammensatte indkomster risikerer meget lave barselsdagpenge – eller i værste fald slet ingen.
"Der er mennesker, som risikerer at få nul kroner i barselsdagpenge, selvom de har gået på arbejde og betalt skat. Det holder jo ikke. Det ender med, at unge mennesker ikke tør starte en virksomhed, fordi det bliver for usikkert at starte en familie," siger Lise Møller Schilder.
Et ud af mange problemer
Hun understreger samtidig, at barselsdagpenge kun er én del af problemet på dagpengeområdet. Også reglerne for sygedagpenge og dagpenge skaber udfordringer for mange selvstændige og kombinatører, ligesom der er flere andre problemer med proceduren omkring at spare op til og søge om barselsdagpenge.
"Jeg er rigtig glad for, at barselsproblematikken har fået opmærksomhed, og at der er lydhørhed. Jeg håber bare, at man får løst så mange af problemerne som muligt."


